Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 22/01/2018 - 09:55

Blå partier vil lade naturen herske i 45 skove

Gribskov og Silkeborgskovene er blandt de steder, hvor der skal være mindre skovdrift og mere natur.

Esben Salling/arkiv/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Regeringen og Dansk Folkeparti er blevet enige om de konkrete skove, der skal udlægges til urørt skov - hvor "naturen vil få førsteprioritet", oplyser Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

Der bliver tale om cirka 13.300 hektar fordelt på 45 skove, hvor produktionen af træ skal fylde væsentligt mindre end i dag. Og nogle skove tages med tiden helt ud af drift.

Det er blandt andet i Gribskov, Silkeborgskovene, Gråstenskovene, Klinteskoven på Møn og Skagen Klitplantage, oplyser ministeriet.

- Hvis man kigger på de truede arter i Danmark, så er godt og vel halvdelen af dem knyttet til skovene. Det her er et stort skridt i den rigtige retning, siger professor Inger Kappel Schmidt ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen betegner det som en "historisk stor indsats for danske skove".

- Regeringen har lovet, at en femtedel af statsskovene skal være biodiversitetsskov - det leverer vi på i dag, udtaler han i pressemeddelelsen.

Danmarks Naturfredningsforening roser regeringen for at sætte arbejdet i gang og dermed indfri, hvad foreningen betegner som et centralt løfte fra den politiske aftale kaldet Naturpakken, der blev indgået i 2016.

- Ud med skovningsmaskiner og motorsave. Lad de gamle og døde træer være i fred, giv vandet lov at pible tilbage ind i skovbunden og et mylder af liv vil følge efter, skriver Danmarks Naturfredningsforening i en pressemeddelelse.

Der vil dog gå mange år endnu, før den urørte skov er en realitet, understreger foreningen. For løvskovens vedkommende 10 år og 50 år for nåleskoven.

Danmarks Naturfredningsforening påpeger også, at Danmark har tilsluttet sig et FN-mål om, at 17 procent af skovarealet skal udlægges til urørt skov. Det vil svare til 75.000 hektar, skriver foreningen.

Danmarks Naturfredningsforening mener, at det er nødvendigt, at også private skove bliver til urørt skov, hvor sårbare arters levesteder beskyttes og fremmes.

Indtil videre er det kun statsskove, der er omfattet. Men de private skove udgør 70 procent af al skov i Danmark, oplyser Danmarks Naturfredningsforening.

/ritzau/

Oslo, 19/04/2024 - 12:56

Kong Harald vender tilbage efter operation og sygdom

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Ifølge dronning Sonja går det kong Harald "meget, meget bedre" efter sygdomsforløb.

Norges kong Harald vender mandag tilbage til pligterne efter sit sygdomsforløb.

Det fremgår af det norske kongehus' hjemmeside fredag.

Kongen blev syg under en ferie i Malaysia i slutningen af februar.

Han blev kort efter bragt hjem til Norge med et ambulancefly og har i Norge fået indopereret en pacemaker, som skal stabilisere hans hjerterytme.

Tirsdag sagde hans hustru, dronning Sonja, til NRK, at det går kongen "meget, meget bedre".

På hjemmesiden står der nu, at kongen skal modtage forsvarschefen i audiens mandag.

Torsdag sidste uge oplyste kongehuset, at kongen var blevet udskrevet fra Rigshospitalet i Oslo.

Kong Harald er 87 år og har de seneste år flere gange været ramt af sygdom, som har krævet hospitalsbehandling.

Den 6. marts udsendte kongen og dronning Sonja en pressemeddelelse, hvor de takkede den norske befolkning for opmærksomheden i forbindelse med kongens sygdom.

- Vi føler et stort behov for at takke for al omsorg, hjælp og støtte, i forbindelse med at kongen blev syg på vores ferie i Malaysia.

- Vi har mærket varmen strømme fra det norske folk i denne tid. Det store engagement har rørt og styrket os. Tusind tak til alle for den omsorg, som I har vist os i familien, lød det fra kongeparret.

Kong Harald har siddet på tronen siden 1991. Han og dronning Sonja har to børn, kronprins Haakon og prinsesse Märtha Louise.

Under kongens sygemelding har kronprins Haakon overtaget hans opgaver.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 19/04/2024 - 12:00

FAKTA: Anette Støvelbæk

* 56-årige Anette Støvelbæk blev uddannet skuespiller fra Odense Teater i 1997.

* Hun fik sit gennembrud i dogmefilmen "Italiensk for begyndere" fra 2000. Siden er hun kendt fra store roller i DR-dramaet "Krøniken" og fra TV 2-serierne "Lærkevej", "Sygeplejeskolen" og "Badehotellet".

* Privat er hun gift med den verdenskendte danske stjerneskuespiller Lars Mikkelsen.

* De har spillet over for hinanden mange gange. Ud over "Badehotellet" har de blandt andet begge medvirket i "De fortabte sjæles ø" fra 2007 og "Venuseffekten" fra 2021.

* Sammen har de sønnerne Lue Støvelbæk, som blev uddannet skuespiller i 2019, og Thor Støvelbæk, som læser til skuespiller ved Statens Scenekunstskole i Odense.

Kilde: danskefilm.dk.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 19/04/2024 - 10:00

FAKTA: Antal sommerhuse stiger lidt år for år

* 2024: 223.118 sommerhuse.

* 2023: 222.066 sommerhuse.

* 2020: 221.024 sommerhuse.

Kilde: Danmarks Statistiks opgørelse over boligbestanden herunder antallet af sommerhuse uden CPR-tilmelding.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 19/04/2024 - 10:00

Sommerdrømme-dommer: Sådan får du mere plads i sommerhuset

Hans Ravn/TV2/Ritzau Scanpix

Hvis sommerhuset føles klemt eller dårligt udnyttet, får du her dommer i TV2-programmet "Sommerdrømme" Patrick Bentsens bedste råd til at optimere pladsen.

Sommerhuset skal ofte rumme et skiftende hold af gæster - fra familien til vennegruppen. Og derfor kan det ellers hyggelige sommerhus måske komme til at føles en smule klemt, når det fyldes op med gode mennesker.

Men du kan godt optimere pladsen i sommerhuset - uden at skulle have den store pengepung op til tilbygning.

Det fortæller Patrick Bentsen, som er tømrermester og dommer på TV2-programmet "Sommerdrømme", hvor en række hold dyster i at sætte et sommerhus i stand - og potentielt vinde det.

Her får du hans råd til, hvor du skal sætte ind.

1) Optimer rumfordelingen.

Et godt sted at starte er at se på rumfordelingen. For med lidt snilde kan du måske udnytte kvadratmeterne bedre, der hvor I faktisk helst vil opholde jer.

- Jeg oplever, at folk gerne vil have store opholdsrum i sommerhuset, hvor familien eller vennerne kan samles og spille eller få nogle drinks, siger Patrick Bentsen.

- Så gå efter at lave små værelser, hvor der lige er plads til et lille skab og en seng, og få renoveret opholdsrummene store, siger han.

Hvis man ikke er bange for at smøge ærmerne op og kan lave lidt selv, så er det ifølge tømrermesteren ikke uoverskueligt at lægge en væg ned og sætte nogle nye op. Det kan være lette gipsvægge, eller i ældre sommerhuse kan det være trævægge med træbeklædning.

- I de mindre sommerhuse er der som regel ikke noget, der er bærende inde midt i, så der vil man sagtens kunne lægge en væg ned, siger han.

Husk dog, at når væggen er væk, venter der lidt arbejde med at reparere loft og gulv, der hvor den stod før.

2) Udnyt uderummene.

Føler du dig begrænset af husets fire vægge, råder Patrick Bentsen til også at tage et kig udenfor.

- Det er jo ikke alle, der bare lige bygger til - eller lægger en væg ned. Det kan jo være en bekostelig affære. Men hvis man har et godt uderum, kan man vinde en del kvadratmeter, siger han.

Tømrermesteren råder til at prøve at skabe nogle rum i haven, som indbyder til at opholde sig og nyde sommerhuslivet:

- Det kan være en stor terrasse, og nogle steder du kan ligge og dase i skyggen. Man kan måske lave en lille overdækning eller en pergola, hvor man kan sidde ude.

Hvis man ikke er helt stærk på håndværk og finish, er uderummet ifølge tømrermesteren et godt sted at forsøge sig alligevel - her må udtrykket nemlig godt være lidt mere groft.

3) Tænk i højden.

Hvis sommerhuset føles lidt klemt eller lille, kan man se på, om man kan hæve loftet en smule, så rummene føles større, lyder rådet fra Patrick Bentsen.

Drømmer du om at åbne helt op, skal du dog nok have fat i en fagperson for at vurdere det.

- I sådan nogle små huse består tagkonstruktionen ofte af nogle ret små spær, og hvis man skal have loft til kip, skal man måske se på tagkonstruktionen for at se, om der kan være plads til isolering, i stedet for at det bare ligger oven på loftet, forklarer tømrermesteren.

Mangler du plads til opbevaring eller sovepladser, kan højden også være din ven. Det kan eksempelvis være ved at bygge en hems eller købe en køjeseng til et lille værelse.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek