Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 11/11/2017 - 15:41

Regeringen vil fratage dømte bandemedlemmer kontanthjælpen

Hvis man er dømt for banderelateret kriminalitet, skal det også have konsekvenser for ens offentlige ydelser.

Scanpix Danmark Stf/arkiv/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Man skal ikke kunne være bandemedlem og modtage offentlig ydelse samtidig, mener regeringen og Dansk Folkeparti.

I kampen om at komme bandekriminaliteten til livs vil regeringen nu se nærmere på de mange bandemedlemmer, der er på kontanthjælp.

Det fortæller beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) til TV2:

- Er man bandemedlem, og bliver man dømt for banderelateret kriminalitet, så skal det have konsekvens i forhold til ens offentlige ydelser.

- Jeg går efter, at man efter at have udstået sin straf skal ned på en ydelse, som minder om integrationsydelse – altså den lavest mulige ydelse.

I september kunne Radio24syv berette, at flere end tre ud af fem bandemedlemmer sidste år modtog kontanthjælp.

Tal fra Rigspolitiet og Skat, som radiostationen fik aktindsigt i, viser, at 228 ud af de 358 personer, der 1. maj 2017 var opført i politiets banderegister, fik udbetalt kontanthjælp i løbet af 2016.

Det fik dengang Dansk Folkeparti til at kræve kontanthjælpen frataget samtlige bandemedlemmer - også selv om de lever op til kravet om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Over for TV2 foreslår DF lørdag at give dømte bandemedlemmer en karantæne på fem år, hvor de ikke kan modtage kontanthjælp.

Men en fratagelse af offentlig støtte vil gøre det endnu sværere for bandemedlemmer at forlade det kriminelle miljø, advarer Line Lerche Mørck, der er forsker i bandeintervention ved Aarhus Universitet.

Hun frygter, at bandemedlemmerne vil lave endnu mere kriminalitet for at kunne finansiere deres liv, hvis de mister en stor del eller hele deres offentlige ydelse.

Samtidig er kontanthjælpen myndighedernes mulighed for at holde en kontakt til de unge kriminelle, betoner hun over for TV2:

- De unge mennesker har en kontakt til jobcentret, når de skal op og modtage deres hjælp.

- Ved at fratage dem det mister de den sidste kontakt til systemet. Den kontakt, der kan være nerven i forhold til at få dem ud af bandemiljøet og få dem videre i et godt liv.

Hen over sommeren og efteråret har der været en lang række skudepisoder i København. Torsdag eftermiddag blev en 22-årig mand dræbt, da maskerede mænd på knallert affyrede skud ved Mjølnerparken på Nørrebro.

Skuddrabet var det tredje på mindre end to uger, som politiet forbinder med bandekonflikten.

/ritzau/

København, 25/04/2024 - 10:39

Nye billeder af kongeparret skal ophænges på danske ambassader

Kongehuset offentliggør de første officielle gallaportrætter af kongeparret i forbindelse med tronskiftet.

Rundt på danske ambassader og konsulater i hele verden skal glasrammer udskiftes med dugfriske billeder af kongeparret.

Kongehuset har nemlig offentliggjort de første officielle gallaportrætter af dronning Mary og kong Frederik, hvor de i gallauniform med Elefantordenen hængende om halsen er blevet fotograferet på Christiansborg Slot.

Billederne er blevet taget i forlængelse af tronskiftet 14. januar, hvor dronning Margrethe abdicerede og overdrog tronen til sin søn.

Udover danske ambassader kan billederne ses ophængt på statslige institutioner og på danske fartøjer blandt andet, skriver kongehuset.

Den elefant, der hænger for enden af kæden på kong Frederik på billedet, er ikke en hvilken som helst Elefantorden. Det er Moderelefanten, som den kaldes.

Det er den grundlæggende elefant for hele ordenen.

Det er tradition, at den bæres af monarken ved særlige lejligheder. Derfor har den også hængt om halsen på kong Frederiks morfar og mor, da de hver især sad på tronen.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 25/04/2024 - 10:35

Sygdom sender kendt eventyrer hjem til Danmark

ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Den kendte sejler Emil Midé Erichsen har afbrudt en rejse i Caribien på grund af en voldsom omgang bihulebetændelse.

En slem bihulebetændelse har sendt sejler, foredragsholder og forfatter Emil Midé Erichsen hjem til Danmark fra en rejse med familien på skibet "Havana" i Caribien.

Det oplyser han på Instagram.

- Mine muligheder for at blive behandlet i Caribien slap op, og i samråd med en bihuleekspert og vores forsikring er det blevet besluttet, at jeg skal opereres herhjemme. For det er ikke længere holdbart at gå rundt og være syg, skriver Emil Midé Erichsen i opslaget.

Samtidig understreger han, at situationen er midlertidig, og at han og hustruen, Louise, og parrets to små sønner atter sætter kursen mod Caribien, når hans krop er klar igen.

- Vores rejse har taget en uventet drejning, men eventyret er ikke slut. Vi er bare taget på "ferie" i Danmark. Så snart jeg er på toppen igen, rejser vi hjem til "Havana" og fortsætter, hvor vi slap, skriver Emil Midé Erichsen.

Tidligere i april lagde han et billede op på Instagram fra en hospitalsseng i Caribien. I opslaget fortalte han, at medicintasken på "Havana" var blevet skiftet ud med en tur hos lægen, og at han var havnet på operationsbordet på et lokalt hospital for at få skyllet sine betændte bihuler.

- Det påvirker energien, lysten til eventyr og det generelle humør, skrev Emil Midé Erichsen om stemningen på "Havana" på det tidspunkt.

- Når vi lever så tæt, som vi gør, så smitter det alle ombord, når en skranter fysisk og mentalt, fortsatte han.

Emil Midé Erichsen er søn af tv-værten Mikkel Beha Erichsen og Marian Midé, og så er han barnebarn af eventyrer, søfarer og forfatter Troels Kløvedal, som var kendt for sine sejladser med "Nordkaperen".

Han har tidligere sejlet jorden rundt sammen med sin lillebror Theis Midé Erichsen på skibet "Havana" og er blandt andet kendt fra TV 2-programmerne "Kurs mod fjerne kyster" og "Kurs mod danske kyster".

I forbindelse med den store rejse han og familien drog ud på tidligere på året, har han lanceret podcasten "Drømmen om et andet liv" på Podimo.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 25/04/2024 - 08:00

FAKTA: Halvdelen ved ikke hvornår man skal bruge solcreme

* Kun 45 procent af danskerne ved, at man bør beskytte sig mod solen, når uv-indekset er 3 eller højere. Dertil svarer 13 procent af danskerne, at de bruger solcreme, når uv-indekset er over 3.

* 51 procent af danskerne bruger kun solcreme i sommermånederne, mens 14 procent kun bruger solcreme, når de rejser på ferie uden for Danmark. 12 procent bruger slet ikke solcreme.

* 11 procent angiver, at de bruger solcreme det meste af året.

Kilde: undersøgelsen er foretaget af analyseinstituttet Norstat på vegne af Miljømærkning Danmark.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 25/04/2024 - 08:00

FAKTA: De seks råd om solcreme

1. Brug solcreme med mindst faktor 15 i Danmark. Sydpå skal du bruge faktor 30.

2. Smør solcreme på i rigelige mængder. En god tommelfingerregel er én håndfuld solcreme til én krop.

3. Påfør solcreme, mindst 20 minutter før du går ud i solen - og gerne to gange med cirka 20 minutters mellemrum.

4. Smør dig ind flere gange om dagen - ingen solcreme holder en hel dag, hvor du måske både har svedt og svømmet.

5. Vælg svanemærket solcreme. Det er både bedre for din sundhed og for miljøet.

6. Brug solcreme, når uv-indekset er over tre. Det sker allerede om foråret, hvor solens stråler ofte er skarpe.

Kilde: Kræftens Bekæmpelse og Svanemærket.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek