Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 07/01/2018 - 09:14

Frustrerede patienter får nej til cannabis fra lægen

Patientforeninger er i kontakt med frustrerede patienter, som ikke kan få recept på medicinsk cannabis.

Lucy Nicholson/arkiv/Reuters

Af: /ritzau/

Selv om en forsøgsordning har gjort det muligt for læger at udskrive recepter på medicinsk cannabis, så er nogle læger tilsyneladende afvisende over for muligheden. Det skriver DR Nyheder.

Patientforeninger får henvendelser fra frustrerede medlemmer, som bliver blankt afvist af lægen i telefonen.

- Næsten uden undtagelse får de at vide, at lægerne ikke vil gå ind i det af principielle grunde, siger Klaus Høm, der er direktør for Scleroseforeningen, til DR.

Problemstillingen kendes også i Gigtforeningen.

- Det betyder, at de går ud på det kriminelle marked og fortsætter med at eksperimentere selv. Det synes jeg er det værste, der kan ske, siger direktør i Gigtforeningen, Mette Bryde Lind.

Et flertal i Folketinget har bestemt, at en afgrænset patientgruppe i en forsøgsordning kan få lægeordineret cannabis fra 1. januar.

Det er for eksempel patienter med sklerose eller med kroniske smerter.

Ifølge den politiske aftale skal lægerne foretage en konkret, faglig vurdering af den enkelte patient ud fra en liste med patientgrupper. Men flere lægeorganisationer bliver opfordret til ikke at gøre brug af muligheden.

- Politikerne har lovet det her uden at tage fagfolk i ed. Vi fraråder praktiserende læger at udskrive medicinsk cannabis, fordi sikkerheden ikke er i orden, siger formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, Anders Beich, til DR.

Han mener, at vurderingen er en opgave for speciallæger frem for alment praktiserende læger.

Forsøgsordningen er blevet vedtaget af Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti.

Jane Heitmann, Venstres sundhedsordfører, ærgrer sig ifølge DR over, at lægerne tøver. Hun opfordrer dem til at læse Lægemiddelstyrelsens vejledning om medicinen.

/ritzau/

København, 26/10/2025 - 08:00

BLÅ BOG: Thue Ersted Rasmussen

* 39-årige Thue Ersted Rasmussen er født 15. november 1985.

* Han blev uddannet skuespiller fra Aarhus Teater i 2011.

* Efterfølgende har han medvirket i flere danske film - heriblandt "Så længe jeg lever", "Skytten" og "Skytten".

* Han har også medvirket i en række af danske serier, der ud over samtlige sæsoner af "Sygeplejeskolen" også tæller krimiserierne "Dicte", "Greyzone", "Norskov" og "Oxen" samt den seneste sæson af "Hvide Sande".

* I sin karriere har han også haft en større rolle i Hollywood-filmen "F9", som er den niende film i franchisen "Fast & Furious".

* 8. juni 2024 blev han gift med teknoantropolog Katrine Lynggaard, med hvem han har sønnen Hugo, mens endnu en lille ny er på vej.

Kilder: IMDB, Ritzau.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 26/10/2025 - 08:00

TV 2-stjerne: Jeg hader at være tvunget til at skulle sige ja til alt

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix

Det er slut med at gå på kompromis for skuespiller Thue Ersted Rasmussen. Han bliver med egne ord ulykkelig af at lave noget, som ikke giver mening for ham.

For første gang i mange år mærker skuespilleren Thue Ersted Rasmussen, at han står et godt sted i sit liv med den helt rigtige balance.

For selv om rollerne ikke hænger på træerne som skuespiller, er han alligevel nået til et punkt, hvor han godt tør takke nej.

Det er slut med at gå på kompromis.

- Det er svært at leve fra hånden til munden som skuespiller. Jeg elsker at spille skuespil, men jeg hader at være tvunget til at skulle sige ja til alt, for ellers kan vi ikke komme på ferie, siger Thue Ersted Rasmussen.

Derfor har Thue Ersted Rasmussen etableret et firma, hvor han coacher eksempelvis erhvervsfolk i performance.

- Som skuespiller føler jeg mig tit som en hånddukke - andre styrer mig. Men når jeg laver mit eget her, er det mig, der styrer dukken, siger han og fortsætter:

- At jeg har et ben at stå på, hvor jeg underviser, og et andet, hvor jeg har skuespil, gør, at jeg kan sige ja til en rolle, som taler til mig, og jeg kan sige nej, hvis jeg ikke føler, at jeg kan bidrage med noget. Det er lige præcis det arbejdsliv, jeg drømmer om, siger Thue Ersted Rasmussen.

Han tør godt at sige nej nu. Det har han gjort mange gange - også selv om der er en husleje, der skal betales, og en lille ny, der er på vej.

Sammen med sin hustru, Katrine Lynggaard, har Thue Ersted Rasmussen i forvejen sønnen Hugo, som kom til verden i 2022.

- Som skuespiller kan man ikke vælge roller - man kan kun vælge fra, og jeg har ofte sagt nej til noget, selv om jeg ikke havde andet.

Derfor har han også haft et år, hvor han har lavet helt andre ting end at stå foran kameraet - blandt andet arbejdet som tjener.

For hvis han siger ja til en rolle, der ikke taler til ham, går det ud over hans hverdag.

- Jeg har lært, at jeg bliver ulykkelig af at lave noget, som ikke giver mening for mig. Jeg bliver en dårlig skuespiller, og jeg kommer hjem i dårligt humør.

- Hvis jeg laver noget, jeg er glad for, bygger det mit liv op, og jeg bliver lykkelig af det. Når man vælger con amore, som skuespilfaget er nødt til at være, går det ikke - for mig i hvert fald - at sige ja til alt for at få smør på brødet. Så må jeg finde noget andet at tjene de penge på.

Thue Ersted Rasmussen blev uddannet skuespiller fra Aarhus Teater i 2011.

Senest har den 39-årige skuespiller kunnet ses i syvende sæson af TV 2 Charlie-serien "Sygeplejeskolen", som han har medvirket i siden seriens første sæson.

Derudover er han også kendt fra Xee-serien "Sunday", TV 2-serierne "Dicte", "Norskov" og "Hvide Sande" og fra filmatiseringen af musikeren John Mogensens liv i "Så længe jeg lever".

Talentet har også bragt Thue Ersted Rasmussen til Hollywood.

I 2021 scorede han rollen som skurk i blockbusterbraget "F9", som er en del af franchisesuccesen "Fast & Furious", og den danske skuespiller blev en del af et cast med superstjerner som Helen Mirren, Charlize Theron, Dwayne "The Rock" Johnson og Vin Diesel.

- Jeg har brugt ti år på at jage alle chancer. Noget af det har været sjovt, og noget har været deprimerende. Nu er jeg et andet sted, hvor jeg skal være far til to, så jeg skal have mit liv til at fungere på en anden måde, siger han.

- For første gang i mange år føler jeg, at jeg står et rigtig godt sted. Jeg har ikke en ærgerrighed om, hvad det skal være. Men det skal ikke være noget, der gør mig ked af det, eller noget, der gør, at jeg føler mig lille, siger han.

15. november fylder Thue Ersted Rasmussen 40 år.

En af de ting, der kan komme med alderen, især når man nærmer sig midten af livet, ramte ham tidligere.

- Jeg synes, jeg havde min midtvejskrise for et par år siden, fordi jeg begyndte at stille mig selv spørgsmålet: "Gider jeg være skuespiller længere, hvis det er det her, jeg skal lave?".

Efterfølgende kom han frem til konklusionen, at han gerne vil fortsætte med skuespillet, så længe han synes, at det er sjovt.

Det har da også bragt ham endnu en tur til udlandet.

- Jeg kan ikke afsløre noget endnu, men selv om det er en lille rolle, skulle jeg ligesom styre et rum i en scene med 600 statister. Det kunne godt have givet mig noia eller have gjort mig bange for ti år siden. Men nu kan jeg mærke, med den erfaring jeg har fået, at det er endnu et arbejde. Det er ikke anderledes end "Sygeplejeskolen", siger han og fortsætter:

- Så der kommer lidt her og der. Men jeg er nødt til at drosle meget ned på det, for med en søn og en mere på vej kan jeg ikke sige ja til at tage tre måneder til Sydafrika. Også selv om min hustru siger: "Vi tager med".

- Min engelske agent er også klar over, at jeg gerne vil sige ja til en sjov rolle på et par dage, men at jeg ikke kan sige ja til en mellemgod rolle på tre måneder, tilføjer han.

Det handler om indholdet og ikke indpakningen, når han fremover stiller sig ind foran kameraet.

- Noget af den ærgerrighed, jeg havde i mine 20'ere og mine 30'ere, har jeg lagt. Det er dejligt. Det kan jeg også se på de skuespillere, der er ældre end mig. At jo mere man lægger af sit ego, jo mere sætter man pris på det, man er, siger Thue Ersted Rasmussen.

- Som Lars Ranthe engang lærte mig: "Øjnene på bolden. Det handler ikke om, at du skal score det gode mål - det handler om, at vi skal spille en god fodboldkamp".

Hele sæson syv af "Sygeplejeskolen" kan ses på TV 2 Play, mens en ottende sæson er på vej.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 25/10/2025 - 10:00

FAKTA: Sådan slipper du for skimmel

Skimmelsvamp vokser, når der er fugt i dit hjem. Disse tips kan hjælpe med at holde huset skimmelfrit, når vejret bliver koldere og luftfugtigheden stiger inden for.

* Luft ud to til tre gange dagligt med gennemtræk i mellem 5-10 minutter - også hvis der frostvejr. På den måde får du lukket den dårlige og vandmættende luft ud og får frisk luft ind.

* Tænd for emhætten når du laver mad - og gør det gerne, inden du begynder at koge eller stege, og lad den køre et stykke tid, efter at du er færdig.

* Hæng tøj til tørre udenfor, hvis muligt. Tøj der tørrer indenfor afgiver fugt til indeklimaet.

* Tør kondens af ruder, hvis det ikke forsvinder ved udluftning.

* Hold alle udluftnings- og udsugningskanaler rene, og støvsug dem gerne et par gange årligt. Hvis de er beskidte, kan der ikke komme så meget luft ind, som der er behov for.

* Gør plads til, at der kan komme noget luft bag møbler, der står op mod ydervægge.

* Støvsug og gør rent mindst én gang om ugen.

Kilde: Videncentret Bolius.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 25/10/2025 - 10:00

Husk disse hacks og gør huset klar til kulden

Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Før kulden kommer, vil du gøre klogt i at give huset en tur, så du ikke risikerer at blive offer for skimmel, der kan koste knaster at fikse, fortæller ekspert.

Når kulden bider, og vinden river i kinderne, er det ikke kun dig selv, der skal tilpasses den skiftende årstid.

Huset har nemlig også brug for noget ekstra opmærksomhed, hvis du vil undgå fugt, skimmel og høje varmeregninger.

Det fortæller Tine R. Sode, der er fagekspert i bolig hos Videncentret Bolius.

Hun lægger især vægt på tre ting, der er vigtige at huske.

- Først og fremmest skal du sørge for at rense din tagrende, så den ikke risikerer at stoppe til. Det kan give store problemer, hvis nedfaldsblade stopper tagrenden, og vandet ikke kan løbe frit igennem.

- Hvis røret stopper til, vil vandet i stedet løbe ud over kanten eller gennem sprækker i tagrenden og løbe ned ad facaden. Derfra kan vandet trænge ind i isoleringen og i værste fald forårsage fugt og skimmelsvamp, forklarer hun.

Frostvejr kan tilmed forværre skaden, hvis vandet omkring bladene fryser til is og skaber en blokade.

- Det vand, der ikke kan komme væk, finder altid en vej. Og det er sjældent den vej, man ønsker, siger Tine R. Sode.

Hun anbefaler at rense tagrenderne igennem med en simpel planteskovl eller en overskåret plastflaske, du kan grave bladene ud med. Hold dig dog fra at bruge kemikalier eller eddike.

- Du skal ikke hælde noget ned i tagrenden. De fleste kommuner har kloakseparering, som betyder, at der kun må komme regnvand i den ene ledning. Derudover risikerer du at skade miljøet ved at bruge kemikalier, siger hun.

Foruden at tjekke for blade og måske foretage en gang tagrenderens, skal du også huske at gennemgå dine radiatorer, hvis du har nogen.

Det gælder især, hvis du synes, de ikke giver den varme, som de burde.

- Hvis det føles, som om at radiatoren ikke bliver ordentlig varm, kan det være, fordi der er luft i, som forhindrer det varme vand i at komme ind i radiatoren, forklarer Tine R. Sode.

En løsning på den problematik kan være at åbne op for den lille ventil på siden af radiatoren og lade noget luft sive igennem.

For at åbne for ventilen skal du bruge en lille luftskruenøgle, som kan købes hos byggemarkeder eller i malerbutikker.

Når du har gjort det, vil den øverste del af radiatoren være clearet for luft, hvilket betyder, at det varme vand igen kan komme ind i radiatoren og cirkulere.

Selv om frostvejr ikke ligefrem frister til det, skal du huske at få luftet ud, skabe gennemtræk og tjekke dine ventilatorer, hvis du vil sikre et sundt indeklima og minimere risikoen for skimmelsvamp.

- Det kan være fristende at droppe udluftningen, fordi det er koldt, men så stiger luftfugtigheden. Det er ren slik for skimmelsvamp, især i bade- og soveværelser, siger Tine R. Sode.

Ifølge råd fra Sundhedsstyrelsen er det fornuftigt at holde luftfugtigheden inden for under 75 procent, hvis du vil give dig selv de bedste forudsætninger for at holde skimmel for døren.

- Min anbefaling vil være at lufte ud og skabe gennemtræk tre gange dagligt i tre til fem minutter, samt sørge for at ventilatoren på badeværelset er ren og fungerer optimalt.

- Få tørret støv og fedt af bladene bag risten. Det er lidt som at vaske filteret fra emhætten i opvaskemaskinen - noget, der bør gøres jævnligt, siger hun.

Og når du alligevel er i gang med at kæle for huset, kan du samtidig gennemgå vinduer og tjekke, at gummilisterne er up-to-date.

- Selv små sprækker kan få det til at trække, og så siver den varme ud, du lige har fået i gang ved at fikse cirkuleringen i din radiator. Vi vil gerne have ventilation og udluftning. Bare helst den, vi selv styrer, siger Tine R. Sode.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek