København, 29/05/2026 - 10:53
26-årig anholdt efter formodet knivstikkeri i Vejle
En 27-årig, der formodes at være blevet stukket med kniv i Vejle, er ikke kommet slemt til skade.
Af: /ritzau/
En 26-årig mand er fredag morgen blevet anholdt og sigtet for grov vold efter en hændelse på Jellingvej i Vejle.
Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Omkring klokken 04.30 fik politiet en anmeldelse om et muligt voldsforhold på en adresse i Vejle. Da politiet kom frem til adressen, fandt de en 27-årig mand med flere skader, der formodes at stamme fra knivstik.
Manden er ikke kommet slemt til skade, men er bragt til behandling på hospitalet.
Klokken 04.48 anholdt politiet en 26-årig mand.
- Vi er i fuld gang med at efterforske hændelsen, og når vi er længere med det, vil vi også vurdere, om der kan være grundlag for at fremstille den 26-årige i grundlovsforhør, siger vicepolitiinspektør Brian Skovrup Christensen i pressemeddelelsen.
Politiet er fredag formiddag til stede på adressen på Jellingvej og kommer til at være der nogle timer endnu.
/ritzau/




