Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Seoul, 21/07/2023 - 10:56

Antonsen leverer comeback og vinder kvartfinale

Anders Antonsen var på vej ud af Korea Open, men danskeren fik hevet sejren hjem over japaner.

Roslan Rahman/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Badmintonspilleren Anders Antonsen er videre til semifinalerne i Korea Open efter et imponerende comeback.

Den 26-årige dansker vandt fredag 21-11, 10-21, 21-18 over japaneren Kenta Nishimoto.

Antonsen fik en fremragende start på opgøret, og med afvekslende spil satte han japaneren på plads i første sæt.

De gode takter holdt dog ikke ved i andet sæt, efter at spillerne havde byttet side. Nu overtog Nishimoto dirigentstokken, og japaneren satte undervejs en vinderstime sammen på ni bolde.

Tredje og afgørende sæt udviklede sig til en regulær gyser. Anders Antonsen var bagud 11-17 og styrede mod et klart nederlag, men danskeren formåede at kæmpe sig tilbage.

Frustrationerne var tydelige hos japaneren, da Antonsen ramte en fremragende serie og udlignede til 17-17.

Nishimoto fik lidt håb, da han bragte sig foran 18-17, men Anders Antonsens opblomstring fortsatte, og han fuldførte comebacket ved at vinde de næste fire bolde.

I semifinalen venter kineseren Yu Qi Shi.

/ritzau/

Nyhedsarkiv