Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Jeddah, 26/03/2022 - 10:50

Formel 1 kører videre i Saudi-Arabien trods angreb

Et angreb i nærheden af Formel 1-banen i Jeddah får ikke arrangørerne til at droppe weekendens grandprix.

Hoch Zwei/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Har man glædet sig til at se Kevin Magnussen og de øvrige racerkørere dyste om point i denne weekends Formel 1-grandprix i Saudi-Arabien, behøver man ikke lægge nye planer.

Løbet bliver afviklet som planlagt, til trods for at et oliedepot i nærheden af banen fredag blev angrebet.

Det bekræfter Formel 1 i en udtalelse på Twitter.

Kørerne holdt natten til lørdag et næsten fire timer langt møde med holdcheferne, Formel 1-direktør Stefano Domenicali og løbsansvarlige Ross Brawn.

Baggrunden for mødet var et angreb cirka 15 kilometer derfra. Røgen fra et brændende oliedepot var synligt ved de veje i Jeddah, hvor gadeløbet skal afvikles.

Ifølge Reuters var der tale om et missilangreb begået af en oprørsgruppe fra Yemen, fordi Saudi-Arabien leder en militær koalition, der kæmper mod houthierne i det borgerkrigsramte land.

Præsidenten for Det Internationale Motorsportsforbund (FIA), Ben Sulayem, har beroliget utrygge kørere og holdchefer på et møde.

- Vi har fået fuld garanti for vores sikkerhed her, i landet og for familierne, sagde Formel 1-direktør Stefano Domenicali ifølge Reuters efter et møde.

Ben Sulayem supplerede:

- Spørgsmålet er, hvem oprørsgruppens mål er. Det er den økonomiske infrastruktur, ikke civile og ikke banen her. Vi har garanti for, at det her er et sikkert sted, og at intet vil ske, forklarede han.

På grund af angrebet blev fredagens anden træning udsat med et kvarter.

Magnussen var ikke specielt aktiv på grandprixweekendens første dag, da danskerens bil for det meste var parkeret i garagen under fredagens to træninger på grund af problemer med Haas-bilen.

Lørdag klokken 13 dansk tid træner kørerne igen på banen, før der venter en kvalifikation klokken 16.

Søndag køres der om point i Jeddahs gader.

/ritzau/

Nyhedsarkiv