København, 09/10/2019 - 10:54
Kronprinsparrets fire børn skal på skoleophold i Schweiz
Kronprinsparrets børn skal i begyndelsen af 2020 på et kortere skoleophold i Schweiz, bekræfter kongehuset.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Kronprins Frederik og kronprinsesse Marys børn, prins Christian, prinsesse Isabella og tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine, skal næste år på et skoleophold i Schweiz. 
 Det bekræfter kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, over for avisen.dk. 
Hun fortæller ifølge avisen.dk, at det er planen, at kronprinsparrets fire børn i begyndelsen af det nye år skal deltage i et kortere skoleforløb på en international skole i Schweiz. 
Lene Balleby ønsker ikke at oplyse yderligere detaljer på nuværende tidspunkt. 
Det gælder blandt andet, hvor i Schweiz skoleopholdet skal foregå, skriver avisen.dk. 
Prins Christian er 13 år, mens prinsesse Isabella er 12 år, og tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine er 8 år. 
Kronprins Frederik har selv gået på en skole i udlandet som barn. 
Fra 1982-1983 var han kostskoleelev på École des Roches i Frankrig. Her havde han selskab af sin lillebror, prins Joachim. 
/ritzau/





