Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 22/12/2025 - 10:52

Mand erkender at have kastet toårig i døden

En 32-årig mand er anholdt for at have taget en lille dreng op og kastet ham ud fra en svalegang.

Af: /ritzau/

En 32-årig mand erkender sig mandag i Retten i Glostrup skyldig i at have kastet en toårig dreng ud fra syvende sal for at dræbe ham.

Ifølge sigtelsen, som ved retsmødets indledning er blevet læst op af specialanklager Rasmus Kim Petersen, tog den 32-årige drengen op og bar ham ud på svalegangen på bygningen og kastede ham ned.

Den anholdte blev klokken 08.37 ført ind i retsbygningen af tre politifolk. I hænderne, som var spændt fast til et fikseringsbælte rundt om livet, bar han en klar frysepose lukket med en knude. I posen var en bolle.

Manden har tilbragt det meste af søndagen og natten til mandag i politiets varetægt og i arresten, efter at han blev anholdt i Høje Gladsaxe søndag formiddag.

Ved retsmødets begyndelse tilbød en kvindelig betjent at fjerne håndjernene - det gør man normalt i retten - men reaktionen fra den 32-årige var usædvanlig.

- Jeg vil gerne beholde dem på.

Efter at anklageren havde læst sigtelsen op, bad han om at fortsætte retsmødet for lukkede døre.

Det mener dommer Mikkel Nøhr imidlertid ikke, at der er grundlag for. Men af hensyn til politiets videre efterforskning har han bestemt, at der ikke må refereres fra retsmødet.

Anklageren har blandt andet henvist til, at der skal afhøres to vidner, som er meget unge, og at det af betydning for at belyse den sigtedes forsæt er vigtigt med en forklaring, som ikke er påvirket af, hvad der kommer frem under retsmødet.

Der er flere tilhørere til stede i retslokalet under afhøringen af den 32-årige. En ældre mand på tilhørerrækkerne er tydeligt påvirket af sagen og bliver trøstet af en yngre mand.

Det er først specialanklager Rasmus Kim Petersen, som stiller spørgsmål. Den 32-årige vil gerne svare, men hans svar er kortfattede og falder først efter lange pauser.

Grundet referatforbuddet kan indholdet af spørgsmålene og mandens svar ikke refereres.

Det samme gælder de oplysninger, som Rasmus Kim Petersen fremlagde under retsmødet.

Dommer Mikkel Nøhr har i forlængelse af retsmødet besluttet, at den 32-årige skal varetægtsfængsles. Dommeren afviser, at det kan foregå på en psykiatrisk afdeling.

For at retten kan træffe beslutning om varetægtsfængsling i surrogat, som det også kaldes, så skal den sigtede nemlig give samtykke. Og det er ikke tilfældet.

Mikkel Nøhr har imidlertid bestemt, at der skal foretages en mentalundersøgelse af manden.

Inden kendelsen om varetægtsfængslingen anmodede pressens repræsentanter dommeren om at indskrænke referatforbuddet.

I en pause oplyste specialanklager Rasmus Kim Petersen nemlig til Ritzau, at der efter den forklaring, der var kommet under retsmødet, ikke var behov for at holde den skjult for offentligheden.

Dommeren afslog imidlertid at følge den mulighed i loven. Han henviser til, at formålet med referatforbuddet også var at beskytte personer i sagen mod en såkaldt unødig krænkelse.

Den sigtede skal foreløbig sidde fængslet frem til 19. januar.

/ritzau/

København, 22/12/2025 - 08:00

Valdes jul-forfattere: Naturen er ikke kun til for vores skyld

Forfatterne bag "Valdes jul - vintermiraklet" er meget bevidste om det ansvar, som det at skrive en stor julekalender bærer med sig.

Når dette års julekalendere ruller over skærmene, sidder børn såvel som voksne limet til skærmen.

Det traditionsrige juleformat, der gang på gang samler familier på tværs af generationer, stiller høje krav til, hvilken fortælling man vil vise for danskerne i december.

Sådan siger Jesper Fink, Thomas Porsager og Christian Bengtson, der er forfatterne bag dette års TV 2-julekalender, "Valdes jul - vintermiraklet".

- Når man kommer ind i folks stuer 24 gange, så er man forpligtet. Det er så få gange, at familier er samlet - det kender jeg fra min egen, siger Jesper Fink.

- Det er så svært at få familien samlet i dag, at når man så endelig gør det, så har man en forpligtelse til at give folk noget at snakke om.

Da de tre forfattere skulle skrive opfølgningen til "Valdes jul - skovens vogter" fra 2023, var det vigtigt for dem at tage fat i et emne, som har stor betydning for nutidens unge.

- Hvor den første sæson handlede om at indse, at man er skovens vogter, så handler sæson to om, hvad der så fører med den titel. Det er et stort tema, for hvordan passer man på skoven og naturen? Det er et emne, jeg tror, at mange unge i dag kan spejle sig i, siger Jesper Fink.

- Vi lever i en tid, hvor det virkelig begynder at koste noget at redde naturen. Det er i høj grad også en historie om, at det har en pris at kæmpe for den. Vi håber, at det kan blive diskuteret hos familierne, der ser med, tilføjer Christian Bengtson.

Gennem julekalenderens hovedperson, Valde, der i forrige sæson blev til den magiske skovs vogter, giver de tre forfattere et eksempel på et ungt menneske, der oplever de dilemmaer, der kan være forbundet med at ville bevare naturen.

- Fra starten af havde vi virkelig lyst til en fortælling om en helt, der indser, at han kan tage ansvar for naturen. En af pointerne i historien er, at man skal ikke bare give op og blive handlingslammet, som mange nok føler sig i dag - det gør Valde også selv i løbet af julekalenderen, siger Jesper Fink.

Derudover har julekalenderforfatterne ønsket at videregive et budskab om menneskets opfattelse af naturen og vores rolle i den.

- Vi skal huske, at naturen også bare skal have lov til at være natur og ikke er noget, der kun eksisterer for vores skyld, siger Thomas Porsager.

- Vi har så let ved at glemme, at vi er en del af naturen - vi er ikke uden for den og ejer den ikke. Den samtale vil vi gerne starte, tilføjer han.

Julekalenderen kan ses på TV 2 hver aften, mens dagens afsnit kommer på TV 2 Play fra morgenstunden.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 21/12/2025 - 08:00

BLÅ BOG: Sebastian Jessen

* Sebastian Jessen blev født i Gladsaxe, 17. juli 1986.

* Han er autodidakt skuespiller og fik sin første teaterrolle som 10-årig.

* Han har blandt andet spillet med i tv-serien "Sygeplejeskolen" samt film som "Den skaldede frisør" og "Toscana" og Anja og Viktor-serien.

* Han er bror til skuespilleren Andreas Jessen.

Kilder: IMDB, Soundvenue.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 22/12/2025 - 11:00

FAKTA: Kend de ti affaldstyper

* I alle landets kommuner skal affaldet sorteres i ti fraktioner: mad, papir, pap, metal, glas, plastik, tekstiler, restaffald, mad- og drikkekartoner samt farligt affald.

* Kommuner kan dog tilbyde forskellige løsninger på, hvordan det skal foregå. For eksempel i separate beholdere derhjemme, affaldsstationer i dit nabolag eller genbrugspladser.

* Madaffald er for eksempel madrester, udløbne madvarer, æggeskaller samt mindre knogler fra fjerkræ og spareribs. Denne type affald har en høj genanvendelighed og kan blive til biogas, kompost og flydende gødning til landmænd.

* Konservesglas og glasflasker uden pant i alle farver skal sorteres som glas. I dag bliver det meste knust og smeltet om til nye glasprodukter.

* Plastemballage som shampooflasker, plastikposer og bærbakker udgør en stor del af husholdningsaffaldet. Emballagen skal tømmes og skrabes ren, inden den sorteres som plast.

Kilde: Miljøstyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 22/12/2025 - 11:00

Sådan sorterer du julens affald korrekt

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Når datoen har passeret 24. december, står du ofte tilbage med bunkevis af affald. Læs, hvordan du bedst skiller dig af med juletræet og det brugte gavebånd.

Chokoladekalender, adventskrans og gaver indpakket i papir og bånd.

Julens traditioner er ikke kun hyggelige. De genererer også en stor mængde affald med materialer, der med den rette sortering kan bruges igen og igen.

Det fortæller Gitte Hyttel Skrubbeltrang, der er udviklingschef i affaldsselskabet Nordværk, som står for affaldsindsamling og genbrugspladser i fem nordjyske kommuner.

- Hvis vi er gode til at sortere og får sorteret vores fraktioner så rene som overhovedet muligt, så øger vi sandsynligheden for, at vi kan genanvende de ressourcer, som affaldet sådan set er, siger hun.

Fraktionerne er de ti affaldskategorier, såsom papir og glas.

Præcis hvordan du skal sortere dit juleaffald, kan variere, alt efter hvilken kommune du bor i.

- Derfor skal man altid tage udgangspunkt i de afsætningsaftaler, som de enkelte kommuner eller affaldsselskaber har, siger Gitte Hyttel Skrubbeltrang.

Typisk kan du finde information om affaldssortering på din kommunes hjemmeside.

Men generelt gælder det, at du skal gøre en ekstra indsats i højtiden, da juleaffaldet består af flere forskellige materialer.

Når den sidste låge i julekalenderen er åbnet, skal du skille den ad og sortere pap og plastik for sig.

Flamingo skal helst afleveres på genbrugspladsen. Men er det ikke muligt, kan mindre stykker smides i restaffald.

Når gaverne under juletræet er pakket ud, kan det være fristende at samle alle rester i en stor sæk.

Men gavepapiret skal de fleste steder sorteres som pap og papir i hjemmet, mens det på genbrugspladsen eller i baggården afleveres i papircontaineren.

- Hos os gør det ikke noget, at der sidder lidt tape tilbage på gavepapiret. Det kan sagtens blive genanvendt alligevel, siger Gitte Hyttel Skrubbeltrang.

Mens taperester kan blive siddende, skal båndet omkring de farvestrålende pakker helst ikke finde vej til papirmøllen.

- Det kan sætte sig fast i maskinerne, så derfor er det en rigtig god idé at putte det i restaffald. Så undgår vi, at det laver ulykker på et sorteringsanlæg, siger udviklingschef Gitte Hyttel Skrubbeltrang.

Også net fra juletræet og klementinerne skal ifølge Nordværk sorteres som restaffald.

En affaldskategori som pap kan virke ligetil at forstå, men også her er der undtagelser.

- Hvis du har pap, der er rigtig fugtigt eller decideret vådt, kan det ikke genanvendes, så det skal i restaffald, lyder det fra Gitte Hyttel Skrubbeltrang.

Glas fra rødkål og syltede asier skal tømmes og puttes i glascontaineren.

Du behøver ikke at skylle glassene rene, men metallåget skal skrues af og sorteres som metal, pointerer udviklingschefen.

Ifølge Miljøstyrelsen kan madaffald med den rette sortering blive til biogas, kompost og flydende gødning til landmænd.

Men inden du smider rester fra juleanden og risengrøden i den grønne pose, kan du søge inspiration til at bruge maden på nye måder.

- Jo mere, man får brugt den mad, man har, og mindsker sit madaffald, desto bedre, siger Gitte Hyttel Skrubbeltrang.

Højtidens måske største stykke affald - juletræet - skal du aflevere som haveaffald på genbrugspladsen.

Du kan også undersøge, om der er mulighed for at få afhentet træet på din adresse eller aflevere det ved udvalgte opsamlingssteder i din by.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek