Oslo, 05/02/2026 - 10:53
Marius Høiby bekræfter googlesøgning på sit eget navn og ordet voldtægt
Der gik rygter om, at Marius Borg Høiby havde voldtaget en kvinde, før han blev sigtet, siger han i retten.
Af: /ritzau/
Den norske kronprinsessesøn Marius Borg Høiby søgte på sit eget navn og ordet "voldtægt" på Google, inden han blev sigtet for overgreb.
Årsagen var, at han havde hørt, at der var rygter om, at han havde voldtaget en kvinde, forklarede Marius Borg Høiby torsdag formiddag i retten i Oslo.
Det skriver den norske avis VG.
- Grunden til, at der blev søgt på det længe før, var, at der stod meget om det på Jodel og Reddit, sagde Marius Borg Høiby.
Marius Borg Høiby blev første gang anholdt i august 2024, hvor han blandt andet blev sigtet for vold mod sin daværende kæreste.
Siden voksede sagen mod ham, og sigtelser for voldtægt af fire forskellige kvinder blev tilføjet. I august 2025 blev der rejst tiltale mod ham.
Retssagen mod 29-årige Marius Borg Høiby begyndte tirsdag og fortsætter efter planen indtil 13. marts.
/ritzau/




