Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Herning, 29/03/2021 - 10:49

Reparatør døde af sine kvæstelser i skulpturs skorsten

Reparatøren fik kvæstelser under nedhejsningen i skulpturen "Elia" tirsdag. Han døde af kvæstelserne.

Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det var under nedhejsningen i skulpturen "Elia" ved Herning Kunstmuseum, at det gik galt for den 46-årige reparatør, der tirsdag i sidste uge mistede livet.

Det står klart for Midt- og Vestjyllands Politi, efter at det har fået svar på obduktionen af den 46-årige.

Reparatøren blev sænket ned i en af "Elias" skorstene med en kran. Under nedhejsningen pådrog han sig så alvorlige kvæstelser, at han endte med at dø af dem, viser obduktionen.

Politiet vil ikke oplyse, hvilke typer kvæstelser der var tale om.

Anmeldelsen om episoden fik politiet tirsdag klokken 18.00, men kunne hverken komme i kontakt med manden eller få ham ud med det samme.

Politiet kan ikke oplyse, om der bliver rejst sigtelse i sagen, men det siger, at politiet og Arbejdstilsynet i øjeblikket er ved at komme til bunds i, hvad der er sket.

Den enorme skulptur "Elia" er tegnet af kunstneren Ingvar Cronhammar og er opført på en mark i Birk lidt øst for Herning.

Skulpturen ligger nær Herning Kunstmuseum og består af en metalkuppel samt fire hule søjler - eller skorstene, om man vil. Det er inde i en af disse, at manden sad fast.

Der er flere gange tidligere sket alvorlige ulykker på kunstværket. I efteråret 2016 døde to personer med kort tids mellemrum.

I oktober 2016 mistede en 21-årig mand livet, da han og en gruppe kammerater løb på skulpturen. Manden sprang ud over et rækværk og faldt mange meter ned.

Ikke længere efter mistede en kvinde livet. I det tilfælde var der tale om selvmord.

De to dødsfald førte til, at der blev monteret et sikkerhedsnet på skulpturen. I forbindelse med monteringen af nettet faldt en montør flere meter ned og måtte efterfølgende køres til hospitalet med ambulance.

/ritzau/

Nyhedsarkiv