Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 30/08/2022 - 10:52

SF og EL vil ligesom Wammen give ny inflationshjælp i finanslov

Det skal være grupperne med de laveste indkomster, der skal have økonomisk hjælp, siger støttepartierne.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Regeringens støttepartier SF og Enhedslisten vil gerne være med til at afsætte penge i den næste finanslov til ny inflationshjælp til de danskere, som er hårdest ramt af de stigende priser.

Finansminister Nicolai Wammen (S) siger til Børsen, at der i regeringens finanslovsforslag vil være en pulje til inflationshjælp. Han siger ikke, hvor stor puljen er, eller hvem regeringen gerne vil hjælpe.

SF og Enhedslisten er enige om, at hjælpen skal gå til dem med de laveste indkomster.

Og så skal pengene uddeles efter en allerede kendt og afprøvet model, så det ikke ender med, at de lander hos folk, som egentligt ikke har brug for hjælpen, som det i nogle tilfælde er sket med varmechecken.

- Vi foreslår, at vi bruger en metode, vi kender i forvejen, som er den grønne check. Så ved vi også, at pengene kommer hurtigt ud, og vi undgår at stå med nogle af de problemer, vi har set med varmechecken, siger Enhedslistens finansordfører, Victoria Velasquez.

- Den er til lav- og mellemindkomstgrupper, men den løfter proportionelt mest i bunden hos dem, der bliver allermest ramt lige nu.

Den grønne check blev indført i 2010 som et skattefradrag til personer med lave indkomster. Den grønne check er løbende blevet sat ned og skal efter planen helt afskaffes for personer, der ikke er pensionister, næste år.

SF's finansordfører, Lisbeth Bech-Nielsen, siger, at inflationshjælpen skal gå til dem, der har mindst, og at der ikke skal skeles til alder.

- Det er jo folk på overførselsindkomster og måske også folk med meget lave indkomster, siger hun.

For SF er det samtidig vigtigt, at der med den kommende finanslov også bliver sørget for at tage noget af luften ud af økonomien.

- Og det mener vi, at vi skal gøre på en social rimelig måde og blandt andet indføre en formueskat. Vi kan ikke give inflationshjælp, samtidig med at inflationen stiger, siger hun.

Lisbeth Bech-Nielsen siger derudover, at SF vil have penge på bordet til velfærd.

De Radikale venter med at forholde sig til regeringens ønske om at give inflationshjælp.

- Nu skal det blive konkret, og det samme skal den inflationshjælp, som vi ikke kan tage stilling til, når vi hverken kender finansieringen, tiltag eller økonomien i det, siger partiets finansordfører, Andreas Steenberg.

Regeringen præsenterer sit forslag til en finanslov for 2023 onsdag.

/ritzau/

Nyhedsarkiv