Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 14/08/2018 - 17:37

Amerikanernes gæld er steget 2967 milliarder kroner på et år

Ikke bare er USA's statsgæld hastigt stigende, også gælden hos private er i stor vækst, viser nye tal.

Andrew Burton (arkiv)/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Private amerikaneres gæld er steget betydeligt siden sidste år og er vokset konstant fire år i træk. Det viser nye tal fra New York Federal reserve ifølge Reuters.

Tallene viser, at private amerikaneres låntagning var på 13.290 milliarder dollar - 86.858 milliarder kroner - ved udgangen af andet kvartal, der slutter med juni.

Det er en stigning på 454 milliarder dollar eller 2967 milliarder kroner siden udgangen af andet kvartal 2017 og det 16. kvartal med stigning i låntagningen.

Ifølge Reuters er stigningen båret af lån til boliger, biler, uddannelse og forbrug. Det er igen udløst af et stærkt arbejdsmarked, der giver amerikanerne mod på at låne.

Stigningen har heller ikke betydet, at andelen af lån, der ikke bliver betalt af på, stiger. Den lå ved udgangen af juni stabilt på 2,3 procent.

- Mens den generelle andel af lån i forfald har været stabil er mængden af lån på vej i forfald, når det kommer til lån til uddannelse, faldet mærkbart.

- Det reflekterer et bedre arbejdsmarked og større deltagelse i tilbagebetalingsordninger, siger vicedirektør i New York Federal Reserve Wilbur van der Klaauw ifølge Reuters.

Samlet var 8,6 procent af lånene til uddannelse - der i alt er på 1410 milliarder dollar - på vej i forfald.

USA's statsgæld har længe været støt stigende. Den lød ved udgangen af juli på 21.313 milliarder dollar - 139.293 milliarder kroner. Det er den højeste gæld nogensinde ifølge Trading Economics.

Den amerikanske statsgæld er mere end fordoblet på 10 år.

/ritzau/

London, 02/11/2025 - 16:22

Eksprins Andrew står til at miste sin sidste militære titel

Toby Melville/Reuters

Kong Charles har "indikeret", at han ønsker, at Andrew ikke længere skal være viceadmiral, siger minister.

Andrew Mountbatten Windsor - tidligere prins Andrew - vil formentlig få frataget sin sidste militære titel.

Den britiske regering arbejder således på at fratage ham titlen som viceadmiral i den britiske flåde. Det siger forsvarsminister John Healey til BBC.

Kong Charles har "indikeret, at det er det, han ønsker", lyder det fra Healey ifølge det britiske medie.

Andrew mistede sine andre militære titler i 2022, men beholdt titlen som viceadmiral.

Han tjente i den britiske flåde i 22 år og gjorde blandt andet tjeneste under Falklandskrigen i 1982.

De seneste uger er der kommet fornyet fokus på eksprinsens fortid og anklager mod ham om seksuelle overgreb.

Torsdag oplyste Buckingham Palace, at Andrew mister både titlen som prins og sin royale residens.

Andrew er blevet kritiseret for sit venskab med den afdøde seksualforbryder og forretningsmand Jeffrey Epstein.

I en bog, der for nylig er udkommet, retter den nu afdøde kvinde Virginia Giuffre på ny anklager mod den tidligere prins om flere gange at være blevet tvunget til sex med ham, første gang som 17-årig i 2001.

Giuffre skriver i bogen, at hun frygtede, at hun ville "dø som sexslave" under Epstein.

Andrew Mountbatten Windsor har nægtet at have forgrebet sig på Giuffre. I 2022 indgik han et forlig med hende.

Den britiske konge og dronning udtalte, da Andrew tidligere ugen blev frataget sine titler, at deres "sympati er med og vil forblive med ofre og overlevende for enhver form for overgreb".

Den tidligere prins forbliver nummer otte i den britiske tronfølge, til trods for at han ikke længere har titel som prins og nu har et borgerligt navn.

Giuffres bog "Nobody's Girl: A Memoir of Surviving Abuse and Fighting for Justice" udkom tirsdag 21. oktober.

Den danske udgave af bogen udkommer 4. december i år.

Giuffre, der tidligere i år begik selvmord, beskriver i bogen, hvordan et netværk af rige og magtfulde mænd misbrugte unge kvinder.

/ritzau/

Læs Mere >>

London, 02/11/2025 - 15:52

Eksprins Andrew står til at miste sin sidste militære titel

Toby Melville/Reuters

Kong Charles har "indikeret", at han ønsker, at Andrew ikke længere skal være viceadmiral, siger minister.

Andrew Mountbatten Windsor - tidligere prins Andrew - vil formentlig få frataget sin sidste militære titel.

Den britiske regering arbejder således på at fratage ham titlen som viceadmiral i den britiske flåde. Det siger forsvarsminister John Healey til BBC.

Kong Charles har "indikeret, at det er det, han ønsker", lyder det fra Healey ifølge det britiske medie.

Andrew mistede sine andre militære titler i 2022, men beholdt titlen som viceadmiral.

De seneste uger er der kommet fornyet fokus på eksprinsens fortid og anklager mod ham om seksuelle overgreb.

Torsdag oplyste Buckingham Palace, at Andrew mister både titlen som prins og sin royale residens.

Andrew er blevet kritiseret for sit venskab med den afdøde seksualforbryder og forretningsmand Jeffrey Epstein.

I en bog, der for nylig er udkommet, retter nu afdøde Virginia Giuffre på ny anklager mod den tidligere prins om flere gange at være blevet tvunget til sex med ham, første gang som 17-årig i 2001.

Giuffre skriver i bogen, at hun frygtede, at hun ville "dø som sexslave" under Epstein.

Andrew Mountbatten Windsor har nægtet at have forgrebet sig på Giuffre.

I 2022 indgik han et forlig med hende.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 03/11/2025 - 07:00

FAKTA: Svært at spå om vintervejret

* Årets første nattefrost blev målt natten mellem den 23. og 24. september. Det er ti dage før den såkaldte beregnede klimanormal.

* Sidste gang nattefrosten faldt så tidligt, var i 1995, som efterfølgende bød på en isvinter.

* Trods sammenfaldet kan den tidlige nattefrost dog ikke bruges til at sige noget om, hvordan årets vintervejr bliver.

* Det er et samspil mellem vejrmæssige tilfældigheder, der afgør, hvornår årets første nattefrost indtræffer.

Kilde: Danmarks Meteorologiske Institut.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 03/11/2025 - 07:00

Frosne fingre svækker reaktionsevnen i trafikken

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Et par minutters bevægelse, inden du går ud ad døren på kølige dage, forbedrer din reaktionsevne og kan dermed forebygge fald, siger fysioterapeut.

Når efteråret sender termometeret i bund, begynder sæsonen for iskolde fingre, der knuger om håndtagene på cykelstyret, og nærmest frosne fødder, der mekanisk træder i pedalerne.

Og dine kolde lemmer hæmmer faktisk din reaktionsevne. Det fortæller Maria Lilleholt Jørgensen, som er fysioterapeut og netværkskonsulent hos fag- og interesseforeningen Danske Fysioterapeuter.

- Når man har kolde fingre, er leddene lidt mere stive, og det bliver sværere at gøre helt simple ting med dem, siger hun og understreger, at det er et problem, hvis der sker noget pludseligt, og kroppen skal reagere hurtigt.

Ud over et par gode varme vanter og nogle varme sokker kan det virke forebyggende at lave nogle fysiske øvelser for at få gang i korpusset, inden du begiver dig udenfor på de kolde morgener.

- Opvarmningen gør også, at vi i det hele taget bliver lidt mere vågne, og det hjælper også på reaktionsevnen, lyder det fra Maria Lilleholt Jørgensen, der fortsætter:

- Det gælder ikke kun, hvis du skal ud at cykle, men også bare, hvis du skal ud at gå, og det måske er glat.

Hun anbefaler øvelser, der får kropstemperaturen til at stige og giver øget blodgennemstrømning til musklerne. Det er en god idé at have fokus på at skabe bevægelighed i alle led, så kroppen bliver så mobil som muligt.

En meget enkel øvelse, hvor du opnår netop det, er at gå hurtigt op og ned ad nogle trappetrin eller at løbe lidt på stedet. Efter et par minutter vil du mærke varmen brede sig i kroppen og helt ud i finger- og tåspidser.

Du kan også kaste dig ud i en hofteåbner-øvelse, hvor du står på et ben og lægger vægten over på det stående ben, mens du svinger det andet ben frem og tilbage. Efter nogle sving skifter du ben og gentager øvelsen på den anden side.

- Du får skabt bevægelse over flere led, samtidig med at kropstemperaturen stiger, og der dermed kommer øget blodtilførsel til musklerne, siger Maria Lilleholt Jørgensen.

Helt almindelige armsving sætter ligeledes godt gang i kroppen. Her står du med begge fødder i gulvet med armene ned langs siden. Sving nu armene fra side til side, og rotér dem gerne hele vejen rundt, og sæt gerne noget tempo på, så du får pulsen op.

Maria Lilleholt Jørgensens sidste bud på opvarmningsøvelser er en, der hedder "walk to plank". Læg ud oprejst, rul nu ned mod gulvet ryghvirvel for ryghvirvel.

Når du når gulvet, bevæger du hænderne frem, indtil du står i en plankeposition. Bevæg nu hænderne tilbage mod fødderne igen, og rul hele vejen op til stående.

- Måske gentager du det fem til ti gange. Den øvelse aktiverer bare hele kroppen og gør, at du får en lille smule puls på, fortæller hun.

Uanset hvilken øvelse du bruger et par minutter på at køre igennem, inden du skal ud ad døren, er det afgørende, at du fornemmer noget varme i kroppen, når du er færdig.

- Så er det en rigtig god idé, når du nu har fået den her varme, at du tager nogle gode handsker og varmt tøj på, som hjælper med at holde kropstemperaturen oppe, siger Maria Lilleholt Jørgensen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek