Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Amsterdam, 01/09/2018 - 19:31

Knivangreb i Amsterdam havde terror som motiv

Amsterdams rådhus bekræfter, at 19-årig afghaner ville begå terror, da han sårede to svært med kniv.

Germain Moyon/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/Reuters

En 19-årig mand, der blev skudt og såret af hollandsk politi på Amsterdams hovedbanegård efter at have såret to personer med kniv, havde terror som motiv.

Det oplyser myndighederne på byens rådhus i en erklæring.

- Det er kommet frem, at manden havde et terroristisk motiv, hedder det.

Den 19-årige var en afghaner med opholdstilladelse i Tyskland.

De to sårede er amerikanske statsborgere, oplyser USA's ambassade i Holland. De var turister i landet.

Ifølge politiet er de lørdag fortsat indlagt på hospitalet, og deres tilstand er kritisk.

Den 19-årige gik til angreb ved hovedbanegården fredag.

Øjenvidner fortalte, at der udbrød stor panik, da der lød skud på stationen kort efter middag.

Et øjenvidne forklarede, at en ung mand vaklede ind i hans blomsterforretning på stationen. Han blødte fra sin ene hånd.

- Kort efter hørte jeg nogle skud, og jeg vidste da, at der var noget, som var gået frygtelig galt.

- Det første, som man tænker, er, at det er et terrorangreb. Det er jo trods alt Amsterdams hovedbanegård, sagde han.

/ritzau/Reuters

Stockholm, 06/05/2024 - 11:28

Kongeparret er ankommet til Sverige til kanonsalutter

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kong Frederik og dronning Mary er blevet taget imod af det svenske kongepar i hjertet af Stockholm.

Dronning Mary og kong Frederik har officielt taget hul på deres første statsbesøg som kongepar.

Med den guldbelagte robåd "Vasaorden" er de blevet roet ind til Skeppsbron i hjertet af den svenske hovedstad, Stockholm. Her er de blevet modtaget af det svenske kongepar, kong Carl Gustaf og dronning Silvia.

Flere er mødt frem med danske flag i hånden for at se kong Frederik og dronning Mary ankomme sammen med det svenske kronprinsessepar på besøget, der skal markere de historiske bånd mellem Sverige og Danmark.

De to skandinaviske konger inspicerede et grenaderkompagni fra den svenske livgarde ved ankomsten. Imens stod de to dronninger pænt i baggrunden og så til.

Sammen er de gået op til det svenske kongelige slot.

Kort inden det svenske skib lagde til kaj, lød der kanonsalutter for at byde det danske kongepar velkommen.

Og inden alles øjne var rettet mod den danske ankomst, stak kong Frederiks og dronning Marys gudbørn hovedet ud fra slottet og flagede med danske flag til de fremmødte.

Det danske kongepar er gudforældre til prinsesse Estelle og prins Oskar, der er kronprinsesse Victorias og prins Daniels børn.

Over to dage vil kongeparret deltage i en række begivenheder særligt centreret i Stockholm.

Statsbesøget til Sverige og senere i maj til Norge ligger i forlængelse af tronskiftet i januar, hvor kong Frederik overtog tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

Traditionen om at tage ud til de skandinaviske kongehuse for at præsentere sig som et nyt kongepar rækker tilbage til 1947, hvor dronning Ingrid og kong Frederik IX gjorde det.

Kong Frederik og kronprinsesse Victoria har altid haft en nær relation, som kronprinsessen flere gange har italesat som en form for søskendeforhold.

De to har, siden de kom til verden med ni års mellemrum, haft en sammenlignelig skæbne. En dag skal de overtage tronen og sidde som regenter i henholdsvis Sverige og Danmark.

Men da kong Frederik i januar overtog tronen, er det officielle forhold mellem de to anderledes. Kutymen tilskriver sig, at da han er konge, og hun kronprinsesse, skal hun blandt andet neje for ham og lade kongen gå forrest og ikke længere følges side om side.

Prins Oskar og prinsesse Estelle forberedte sig på gudforældrenes besøg lørdag ved at sætte hvide striber på røde papirer for at symbolisere det danske flag. Det kunne man se på det svenske kongehus' Instagram.

/ritzau/

Læs Mere >>

Malmø, 05/05/2024 - 21:32

Svensk partileder inden Eurovision: Kan blive en urolig uge

10430 Christine Olsson/Ritzau Scanpix

Israels deltagelse i Eurovision har affødt stærke reaktioner. Emnet var oppe at vende inden partilederdebat.

Tirsdag lyder startskuddet til årets Eurovision, der finder sted på den anden side af Øresund, i Malmø.

Men forud for den europæiske sangkonkurrence har Israels deltagelse vakt stor debat, og der ventes flere protester og demonstrationer.

Søndag var konkurrencen desuden et tema forud for en partilederdebat på svenske SVT.

- Jeg er urolig for, at det kan blive ubehageligt. Jeg var i Sveaparken i min hjemby i Örebro i påsken for nylig, og der var der optøjer, sagde Liberalernas partileder, Johan Pehrson, ifølge TT.

Han understregede samtidig, at han har forståelse for alle, der "demonstrerer fredeligt", men ikke dem der "anvender vold". Derudover sagde han, at "politiet er forberedt".

Det er krigen i Gazastriben, der har fremkaldt voldsomme reaktioner.

Flere end 35.500 mennesker har mistet livet der, efter at Israel iværksatte modangreb mod Hamas, der 7. oktober brød ind over grænsen og dræbte flere end 1100 mennesker.

Svensk politi har tidligere oplyst, at sikkerheden vil blive øget i Malmø. Både dansk og norsk politi skal bidrage til indsatsen.

Hos Sverigedemokraterna sagde partileder Jimmie Åkesson, at situationen i Malmø generelt er alvorlig "med udbredt antisemitisme og islamisme".

- Det er klart, at det kan blive en urolig uge, hvis de ikke holder sig i ro, lød det.

De to semifinaler i Eurovision afholdes tirsdag og torsdag i næste uge, mens finalen afvikles lørdag.

Jimmie Åkesson vil ikke bedømme, om det var en fejl at placere Eurovision i Malmø.

- Men det er klart, at der er risikofyldt at gøre det.

Imens sagde statsminister Ulf Kristersson fra Moderaterna, at man skal være "klar over, at der er kræfter, der ønsker, at det skal være meget rodet og meget uroligt".

- Og til det opfatter jeg, at politiet er godt rustet, sagde han.

Men Israel burde slet ikke deltage. Det mener Nooshi Dadgostar, partileder for Vänsterpartiet.

- Det skulle have været en folkefest. Nu bliver det bare sikkerhed og frygt, sagde hun.

Ved årets Eurovision repræsenterer sangeren Saba Danmark med nummeret "Sand".

/ritzau/TT

Læs Mere >>

København, 06/05/2024 - 10:00

FAKTA: Spyfluen bærer bakterier

* Spyfluer sætter sig på madvarer og afføring.

* Når de sætter sig på fødevarer, kan de sprede colibakterier og salmonella, som kan resultere i, at mennesker kan få madforgiftning og andre infektioner.

* Spyfluer kan lægge æg på mangelfuldt tildækkede madvarer. Kød, som er angrebet af larver, nedbrydes hurtigere og bør kasseres.

Kilde: skadedyrsekspert Claus Schultz og lex.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 06/05/2024 - 10:00

Din affaldssortering er en buffet for skadedyr

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Skraldespandene, som danskerne sorterer affald i, bliver lynhurtigt grobund for alskens fluer og larver, lyder det fra skadedyrsekspert.

Forårsvarmen er på vej ind over Danmark. Og selv om høje temperaturer lige er sagen for mange danskere, slæber det også problemer med sig.

Affaldsproblemer. For høje temperaturer kombineret med danskernes affaldssortering giver gode vækstbetingelser for klamme skadedyr og insekter, advarer skadedyrsekspert.

- Du skal være meget opmærksom på, at der kan komme mange insekter, som formerer sig rasende hurtigt, lyder det fra Claus Schultz, der er er formand for Brancheforeningen for skadedyrsfirmaer og teknisk chef i skadedyrsbekæmperen Rentokil.

Han peger på, at skadedyrene hurtigt bliver tiltrukket af lugte fra madvarer og plastbeholdere af organisk materiale, som eksempelvis plastbakker til kød og metaldåser med makrel.

- Det er ikke i alle kommuner, at låget kan lukke tæt. Blæser det op, og står skraldespandene i varmen og udsender gæring, så er bananfluer eksperter i at finde det. Og de formerer sig rigtig hurtigt, siger han og peger på, at også spyfluer og flæskeklannere tiltrækkes.

Her vil de så lægge æg i organisk materiale. Ifølge Claus Schultz lægger de mellem 300 og 500 æg per gang. Spyfluers æg, der blot klækkes til larver efter et døgn, er bedre kendt som maddiker, mens klannernes larver kaldes for klannerlarver.

Men du kan afhjælpe problemet, siger skadedyrseksperten, der anbefaler, at du finder haveslangen frem.

- Hver gang skraldespandene bliver tømt, så lægger du dem ned på græsset og spuler dem rene. Så undgår du den sump af væske, som godt kan opbygge sig i bunden, siger han.

Maddiker i skraldespandene er særligt et problem i sommermånederne, hvor varmen giver de bedste betingelser for skadedyrene.

- Det bedste råd er at komme affaldet i en pose, som lukker tæt, lyder det fra projektleder Carsten Hjort fra Arwos, som blandt andet varetager affaldsopgaver i Aabenraa Kommune.

- Du skal ikke fylde posen for meget, og det samme gælder for skraldespanden, for lukker den ikke tæt, er det nemmere for dyr at komme ind, siger han og peger på, at det selvfølgelig godt kan være svært at holde dem helt ude.

- Pas også på med bare at droppe en fyldt madaffaldspose ned i en tom beholder. Det kan den altså godt gå i stykker af, siger han.

Opdager du, at din skraldespand er beskidt, så sørg for, at den bliver gjort ren.

- Brug bare vand og ikke kemikalier. Det handler bare om at få den skyllet, siger Carsten Hjort.

Er det virkelig varmt, så anbefaler projektlederen, at du sætter dine skraldespande i skyggen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek